Blev titlen som årets amatørtræner i dansk travsport afgjort i dag? Lindhardt Jensen er i den grad kommet i spil, efter han fik dobbeltsejr i Grand Circle 4-Års Championatet for hopper ved løbene i Aalborg.

På en forrygende afslutning vandt Entre Hyrdehøj med Michael Lønborg, som lige nøjagtig fik mulen forbi staldveninden Emma D/Rene Kjær, og med tredjeplads til Eureka Downs med dens træner René Jonassen efter et hårdt, udvendigt løb.

Favoritten Exclusive Laser kom ellers til føring midtvejs i løbet, men havde ikke en topdag, og måtte nøjes med fjerdepladsen lige foran Echo Hill, som tog føringen fra start indtil kusken overlod til Exclusive Laser. Sjette og sidste præmietager Energy Mix.

Lindhardt Jensen fik 273.000 kroner med sig hjem, mens en V5-spiller hentede 81.184 kroner som solovinder.

– Jeg kunne ikke se hvem som vandt løbet. Jeg er meget stolt af vinderen, som jeg også har opdrættet, sagde Lindhardt Jensen i sejrsinterviewet.

Lindhardt Jensens to guldklumper fik begge noteret 1.14,1/2140 meter auto.

Foto: Hesselborg Foto