For fjerde gang kunne René Kjær i dag lade sig hylde som vinder af DM for professionelle trænere. Den nykårede danske mester vandt to af afdelingerne og det blev udslagsgivende.

“Nisse” vandt med overraskelsen Sir Mosebo samt Freja Skovsende. Sidstnævnte ejes af Ekstra Bladets Travklub. Desuden blev det til flere fremskudte placeringer for Billund-træneren.

Første gang René Kjær vandt det danske mesterskab var i 2005. Det blev til ny sejr i 2010, og bare to år senere kunne Kjær atter lade sig hylde øverst på podiet.

Birger Jørgensen vandt to afdelinger med henholdsvis Fighter K K og Lorelei Marie, og sikrede sig sølvmedalje, mens Jeppe Juel fik bronze uden at vinde et eneste løb i konkurrencen.

Slutstillingen:

René Kjær, 38 points
Birger Jørgensen, 31 points
Jeppe Juel, 21 points
Anders Pedersen, 20 points
Kasper K. Andersen, 19 points
Knud Mønster, 18 points
Jeppe Rask, 17 points
Morten Friis, 16 points
Ken Ecce, 15 points
Bent Svendsen, 9 points