Bo Westergaard og Niklas Korfitsens herlige dagsform bare fortsætter. Bo Westergaard-trænede Don Anton blev Niklas Korfitsens vinder nummer 37 i år. Nåede præcis forbi A Secret Word til sejr i 1.15,0/2000 meter auto med positive Casino Brick som tredje.
Hans Henning Kristoffersen-trænede Zorn Brick vandt for første gang i år. På en god afslutning kørt af Ken Ecce foran spidskørte Dream Perfect og med A’ka Sjæl Skov som tredje. Vindertid for Zorn Brick 1.16,4/2560 meter snore.
Dandit var veloplagt for sin træner og kusk Axel Jacobsen. Vandt trods udvendig rejse i 1.16,3/2000 meter auto før spidskørte Eureka Downs og stærkt afsluttende Explosive Peak som tredje.
Alex Haagensen-trænede Esajas vandt trods udvendig rejse for Ken Ecce. Tog sig forbi spidskørte Baloo Ice kort mål til sejr i 1.16,8/2000 meter auto før Baloo Ice og Boy Boy Star M. Esajas er udlejet til restaurant Grand B frem til 1. januar 2022.
Bo Westergaard og Nicklas Korfitsen tog endnu endnu en sejr, da Jackpot B R aflagde maidenstitlen med sejr foran positive Gunnar Journey fra spids og med godt afsluttende Figaro Sølvtop som tredje på god afslutning i debuten for René Kjær. Vindertiden 1.17,4/2020 meter voltestart.
Ulrik Christoffersen vandt med sin egen ejede og opdrættede Hardstone som afgjorde til slut foran Ritmo P D og Clara B. Sidstnævnte tabte løbet, da den blev udsat for hårdt pres af Thor Mosebo. Vindertiden 1.17,8/2040 meter volt.
Betina Lund-trænede Livi Offshore førte hele vejen med Birger Jørgensen. Sejrede flot i 1.16,9/2000 meter auto foran perfekt kørte Florican Rold og en heroisk gående Eddie Murphy efter galop og efter senere at have brudt ud i banen. ”Den kan være den sidste start i år, smilede træner og delejer Betina Lund efter sejren.
Everest Laser og Rene Kjær lukkede og slukkede det otte løbs store program med sejr i 1.17,6/2000 meter auto. Ejes og trænes af Maria Hansen. Favoritten Thai Cercei toer fulgt af stadigt forbedret Elly Torp.
To heste blev godkendt i prøveløbet. Chic Summer for René Jonassen i 1.20,5/2000 meter snore og Roo med træneren Flemming Larsen i 1.22,3. Først i mål i rutineløb Kaj Holm trænede Complete/Rene Kjær i 1.19,9.
Foto: Burt Seeger