Den tidligere amatørkusk Thomas Olsen vandt auktionen over bedækningen ved Readly Express, i auktionen over Prix d’Amerique-vinderen på Lundens hjemmeside travbanen.dk.

– Det er stort, fortæller Thomas Olsen fredag morgen. Den skal benyttes til Tricky Østervang, siger Thomas Olsen, som er bror til den tidligere Lunden-træner Dennis ”Turbo” Olsen.

Sidstnævnte er ansat i Italien under træner Erik Bondo, hvor der er Tricky Østervang-blod i stalden.

Treårige Gambino v. Zola Boko har nemlig Tricky Østervang som mor. Unghesten har debuten til gode.

Moderen opholder sig i Nordjylland hos Aalborg-træner Anders Pedersen. Hun er i fol ved MagicCarpetRide, siger Anders Pedersen.

Tricky Østervang vandt tre løb og præmier for 201.143 kroner. Hendes største merit var tredjepladsen i Dansk Hoppe Derby i 2014.

Foto: Martin Timm Holmstav